Jeg har lånt min mors røde flicetrøje, solbriller i matchende farve og cykelhjelm. Det er vigtigt med solbrillerne for det her, kommer til at gå stærkt og vi kan få insekter i øjnene. Jeg skal på el-cykeltur sammen med børnenes bedstefar. Han køre i støttestrømpe, hjemmesko og med refleksveste på cykelkurvene, både den foran og den bagpå. Han tager strømstikket ud af cyklen og viser hvordan el-cyklen virker med gear og speeder.
Bedstefar kender vejen og det er kun hans cykel der har bakspejl, så han kører forrest. Han er gammel lastbilchauffør og det et bare bedst, at det er ham der kører forrest.
Vi kører mod min ungdomsby og minderne blæser mig ind i hovedet. Ringvejen hvor jeg løb, huset hvori vi boede, centret som nu er blevet ombygget til en Fakta. Byen har fået nye skulpturer og rådhuset er blevet til et kulturhus. ”Udsyn” står der på siden af bygningen. Udsyn! Det var, og er herfra min verden går. Det var her i min ungdomsby, at jeg skabte mig og blev dannet. Det var i hvert fald her jeg spejlede mig usikkert i andre og blev meget af det jeg er i dag. Men var det hos bageren eller i tøjbutikken? Var det på kroen hvor jeg havde mit første sommerferiejob eller var det i hjemmeplejen eller på kagefabrikken?
Det gælder om at følge med, – bedstefar udfordre fartgrænsen herinde i byen.
I det der hus boede min veninde en periode og der boede mine svigerforældre engang. Fra det der hus er jeg gået hjem en tidlig søndag sommermorgen, efter et eventyr som startede med at hoppe over hegnet til friluftsbadet. I plantagen har jeg øvet mig i at køre bil for første gang, for året efter at køre en tur til Rom for at fejre nytårsaften, vi var vilde og udødelige. I det forsamlingshus håbede jeg hele aftnen på at komme til at danse med Arne, jeg var genert og turde ikke at spørge. Vi køre ud af byen og jeg lægger det bag mig.
Markerne dufter af hvidkløver, korn og margueritter. Kartoflerne blomstre med et lilla skær
og majsen knitre sprødt. Vi køre på den jyske højderyg og udsyn er blevet til udsigt. Der er ikke meget støttestrømpe over bedstefars tempo. Han har endda luft til at forklare undervejs. Dette er både hans barndoms og voksenlivs by og land, – og han er her stadig. Nu køre han her som pensionist, med en 75 årig’s udsyn, indsigt og udsigt . Vi hilser på alle, jeg fordi jeg synes det er hyggeligt, han fordi han kender dem. Han kender dem både på fornavn og på slægtskab. ”Goddav” siger han og smiler, og der bliver varmt hilst tilbage. ”Det var Thomas og hans familie der lige er ude og gå i dag” forklarer han hen over skulderen til mig. Vi køre lidt i stilhed inden han fortsætter. ”Derinde bor Anne og Peter. Og på den her større gård vi kommer til nu”- siger han og peger næsten uden at slingre ”Her havde de 10 fyldte mælkejunger hver morgen, og mejeriet gav altid mælken førstepræmie og det afregnede de efter”.
Vi holder en pause ved den å hvor bedstefar plejer at holde pause. Selvom der er gode sadler på cyklerne, skal vi lige have ballerne rettet ud og underbukserne tilbage på plads. Vi slukker for cyklerne for at spare på batterierne. Han kigger ned i det fortravlede vand som bøjer bundens lange blade ”Vandet i åen er ikke så klart som det plejer. Nogen gange kan man se fisk” konstaterer han. Vi kaster pind og de kommer på samme tid, men vi ved allerede nu at det er bedstefar som kommer først hjem. Som sagt, det er bare bedst sådan.
Vi skal til at videre, for bedstefar kan mærke at den danske sommer er leveringsdygtig i en byge. Vi køre kun på asfaltveje og det passer mig godt. Indimellem får vi vinden imod os eller det går op af bakke og da må vi rent faktisk træde til i pedalerne ellers er det mest som at køre på en lydløs knallert. Skovens dufte kalder men vi køre igennem uden pause, videre over engen og under store elmaster. ”Stop” råber jeg da jeg ser et hindbær mekka. Jeg kravler ind og sender håndfulde at bær ud til bedstefar som er ved at være bekymret for sit batteriniveau. ”Så nu skal vi til at videre” han er allerede oppe på cyklen igen. Jeg træder til og indhenter ham. ”Er vi stadig indenfor kommunegrænsen?” spørger jeg ”Ja, ja det er vi da, og på den der mark har jeg pløjet med 2 heste og en et furet plov. En fure op og en tilbage” Jeg smiler til ham i hans bakspejl. Jeg aner ikke hvor vi er henne, men så kan jeg alligevel genkende noget fra en sommerferierute i hjemmeplejen. Nåh ja, der var jeg inde og tage nogle støttestrømper af og der var jeg forbi for at se om de fik nok væske, et ”tryghedsbesøg” var det vist, gad nok vide om der stadig er tid eller råd til tryghedsbesøg?
Vi kører forbi kirker og frilandsgrise, velstand og forfald. Land og landsby. Nedlagte skoler og skoler der kører i bedste velgående. Centralisering og decentralisering. Og nu er vi næsten hjemme og jeg spørger lidt til de nærmeste naboer imens vi køre forbi husene.
32 km´s ’memory lane’ slutter af med et oplader stik som skal vende rigtigt og lyse grønt samt et hurtigt glas vand på terrassen og så skal Bedstefar ind og have benet lidt opad.
Seneste kommentarer