Jeg drømte mig en drøm i nat…. Hvor jeg opdagede et værelse i vores hus, som vi ikke brugte. Værelset var ikke istandsat, men der var både et toilet, et lille køkken og et bad. Her kunne der sagtens bo et ekstra menneske. Men så opdagede jeg dør mere. Jeg åbnede den og kom direkte ind i et fællesbad. Her var der en masse unge piger i et dampende højt humør. Jeg spurgte pigerne, hvem de var. ”Vi er De syngende sygeplejersker og ambulancereddere” svarede et glad, fregnet ansigt. Jeg synes egentlig, at det lød fantastisk, men jeg kom også til at grine lidt af det. Jeg spurgte ind til, om det var en særlig uddannelse, og hvordan man i tilfælde af en ulykke fik fat i netop en ”syngende ambulance”. Deres leder (en karakter – tydeligvis inspireret af Phillip Faber) kom de sprudlende piger til undsætning og begyndte roligt at forklare; ”Vi er et beredskab, som kører alle hverdage indtil kl. 14.” ”Nå, så vil jeg da håbe, at det er inden kl.14 jeg får brug for hjælp” sagde jeg stadig lidt latterliggørende. ”Når du ringer efter en ambulance, skal du bare sætte et nul ekstra på, så er det os, der kommer”, sagde den velklædte og imødekommende mand. 

Man kan selvfølgelig analysere meget ud af min drøm omkring uudnyttede rum, dagsrester og barndommens indøvede remse om alarmcentralens ”000”.  Men da jeg vågnede, kunne jeg stadig høre mandens forklarende stemme.

 ”Der er jo ikke noget hokus pokus i dette her. Mødre har altid vugget og sunget for deres børn, når de var syge. Forældre synger aftensang for deres børn, når de skal falde til ro. Vi synger i kirken, når livet er fantastisk og vi hylder nyt liv, eller når vi tror på, at vi skal være sammen til døden os skiller – og vi synger når tiden er til, at døden skiller os ad. Sammen synger vi gode salmer og sange med eksistensfilosofisk efterklang om at være menneske. Poesi og musik løfter os op, viser os nye perspektiver og sammenhænge, for derefter at efterlade os et nyt sted. På skoler synger vi dagen i gang, fylder vores lunger med luft, for at skærpe sanserne til livets muligheder. Når vi synger i ambulancen hjælper vi den tilskadekommende med at falde til ro og starter helbredelsen allerede da.”
Han holdt en pause. Trak vejret dybt ind, som var det en sangøvelse.
”Men det gør også noget andet.  Når vi synger sammen, synkroniseres vores vejrtrækning og hjerterytme.  Vi lytter og bidrager. Denne form for fysisk synkronitet styrker koordinationen og samhørigheden mellem mennesker. Sangen kan altså på den måde næsten ophæve grænsen mellem de enkelte sangere og deres individuelle krop. Det betyder,” sagde han og smilede ”at sygeplejerskerne nærmest bliver til én samlet organisme med én puls. Fællessang sænker også stresshormonet. Hvordan tror du sådanne sygeplejersker og ambulancereddere samarbejder? Hvordan tror du det er at blive behandlet i sådan en ambulance?”
“Nu var det jo bare en drøm, men måske en visionær en af slagsen. Det mindede mig om den gamle idé om at lave en folkeindsamling og købe en højskolesangbog til alle sygehussengeborde. Jeg fortalte drømmen til min mand, han sagde tørt, at han hellere ville have en fokuseret paramediciner i hans ambulance. Men kan man ikke få begge dele? Jeg håber, at hvis jeg får brug for en ambulance, så er det inden kl.14.

Kontakt Hverdagsturisten for et foredrag eller fortælling

13 + 10 =

Drømmen om “De syngende sygeplejersker”

af | apr 19, 2020 | Bloggen | 0 Kommentarer