Kaserne Boulevarden, Høegh-Guldbergs gade, Paludan Müllers Vej, Langelandsgade, ja, ja ja Langelandsgade op ad bakken, den lange bakke. Lige nu sidder jeg her i min lille bil fordi jeg havde et ærinde i Aarhus, men jeg kan mærke ungdommens cykelture kravle ind i min krop. Cykelturene med en Fjällräv på ryggen, som bliver mere og mere fugtig jo længere jeg kommer op ad Langelandsgade. Jeg kan også mærke usikkerheden, udødeligheden og alle de andre følelser, bekymringer og drømme jeg har haft på denne rute. Ruten HJEM. Hjem til min første egen bolig 1995 for jeg var flyttet hjemmefra. For første gang skulle jeg selv købe toiletpapir. For første gang skulle jeg selv gå i seng om aftenen uden at nogen sagde godnat. Her skulle jeg motivere mig selv til, at lave morgenmad og aftensmad, om det så bare var pasta med smør og dild. Til gengæld måtte jeg helt selv bestemme og skabe mit liv. Altså selv bestemme over mit lille 16 m2. klubværelse.
Det nærmer sig, jeg mærker næsten en sitrende spænding i min krop. Hvad var det nu gaden hed? Ja det er her! Nej det var forkert! (undskyld, dem som køre bagved…. ) Jeg må vende bilen rundt og køre lidt tilbage, det her ville klart være nemmere på en cykel med en Fjällräv på ryggen. Hammershusvej ja, det var her det var. De gule bygninger. Der er her! Og ned ad den der vej blev jeg en gang stoppet af politiet fordi jeg ikke havde lys på min cykel. Jeg kan huske at jeg undskyldte og charmede alt det jeg kunne og så lod de mig gå uden bøde. Hammershusvej – Home sweet home. 1995 vælter frem for mig. Grønthandleren er væk, nu er der i stedet en slagter med smørrebrød. Men bageren, den er her stadig.
Gad nok vide, om der stadigvæk er nogen der vil bo så småt som jeg og de andre gjorde deroppe under taget. Jeg parkerer bilen og prøver at gå rundt om huset. Nej hvor vildt, de har simpelthen fået altan deroppe, så må der jo stadig bo nogen der. Dengang var der altså ingen altan, det var ud af det lille skråvindue vi så skyerne drive hen over himmelen og regnen løbe ned. Jeg havde en grøn plante på mit værelse, en madras, et spisebord med to stole i håbet om at der kom nogen venner på besøg, en reol og et skab. Og der boede jeg så I ÅRHUS. Flytte hjemmefra. Væk fra min familie med aftensmad på bordet hver aften, med mennesker som kom og drak kaffe, med fælles bad med mine søstre om morgenen.
Alt det var jeg flytte væk fra, fordi jeg ville gerne være en af dem, som kom fra Aarhus. Det lød bare sejere end at komme fra Give ”Hvad? Sagde du Skive?” Nej nu skulle jeg være ung og komme fra Aarhus og høre Dissy miss Lissy og tjene penge til at komme ud og rejse. På skråvæggen hang der et verdenskort, et kort over alle mine drømme, min fremtid og identitet. Skulle jeg være sådan en som rejste til Asien eller til Afrika? Eller var jeg egentlig mere Sydamerika-typen? Det var ikke helt bestemt endnu.
På gangen var der 5 værelser. For enden af gange i et af gavlværelserne boede ”Sømanden” som kun sjældent var hjemme. Når han var hjemme var vi ikke i tvivl. Så var der musik, sprut og fest. Jeg hilste altid på ham, men efter anden gang hvor jeg ikke takkede ja til hans øl mistede han interessen for mig. Ved siden af boede ”Handelsskoledrengen”. Han havde en futonseng, sjippede i 10 min. hver dag og alt stod på række i hans skab. Jeg husker det som han en dag spurgte om vi skulle være kærester. Måske skulle jeg ikke have spurgt ind til hans seng! Pigen overfor køkkenet tog enkeltfag på HF. Hun var ret skøn, men jeg var nærmest lidt bange for hende. Hun var for vild for mig for hun stjal. I sin egen lille protest stjal hun altid undertøj; Der var simpelthen ingen storkapitalistiske butikskæder som skulle tjene penge på at hun var kvinde og havde brug for bher. På den anden side af branddøren boede ”Mr. Sælger”. Han var elev i en radio/tv forretning, så han kom altid hjem i skjorte og bukser med fold. Han var lidt spændende, men han røg, spiste og så fjernsyn i sin sengen både morgen og aften. Med undtagelse af sømanden, var vi alle flyttet hjemmefra for første gang med hver vores drøm.
Jeg ville tjene penge, spille teater, komme ind på skuespillerskolen, for derefter at blive en anerkendt skuespiller, spille en masse forestillinger som stiller de gode spørgsmål og er med til at gøre verden til et godt sted at være. Så skulle jeg giftes med en succesfyldt instruktør eller forfatter, få 8 børn og leve lykkeligt resten af vores liv. Sammen skulle vi rejste rundt på verdenskortet som hang på min væg. Ja, det var planen og den startede her i klubværelset.
Jeg havde hørte om andre der var handicaphjælpere – det lød som et meningsfyldt arbejde med lange men få arbejdsdage og så kunne jeg spille teater de andre dage.
Jeg fik et job som handicaphjælper men i stedet for at få døgnvagter, fik jeg et job med korte dagvagter. Så ikke så meget frihed og ikke så høj timeløn. Jeg kigger hen på min bil, vores fælles bil. Min mand er ikke instruktør, han er musiker. På bagsædet er der plads til vores tvillinger, der kan på ingen måde være 8 børn inde i den bil. Jeg drømmer stadig om at gøre verden til et endnu bedre sted at være i og jeg arbejder på at stille spørgsmål, men det bliver mest til jobs i Danmark. Og livet …. jeg er lykkelig i øjeblikke imellem alt det andet.
Jeg er kommet om foran huset igen. Kigger på dørtelefonerne. Tænk, hvis jeg turde ringe på til mit ungdoms klubværelse, gå ind i tidsslusen. Mon det stadig dufter af det samme. Nej, hvad skal jeg sige hvis jeg ringer på døren… jeg tør ikke?
Dengang boede min kæreste i Aalborg, det føltes ikke som langt væk. Jeg kunne nemt blaffe op til ham i weekenden og så kunne jeg jo bare ringe til ham. Det gjorde jeg et par gange om ugen, når vi havde aftalt det, ca. kl. 20. Jeg ringede op og når mønterne løb ud så ringede han tilbage. Han ringede fra sin fastnettelefon i sin kælderlejlighed og jeg ringede fra min helt private offentlige stationære telefonboks på gaden. Den står lige deeeeee…. What der er nogen der har fjernet min telefon! Hey! hvad har i gang i? Der er ikke engang et spor efter den. Ikke engang anderledes farvede fliser, er der, hvor den stod– ingen spor overhovedet af min kæreste i Ålborg. Men det blev jo heller ikke kæresten i Ålborg jeg har skabt et hjem med siden da.
Jeg skal ikke ringe på her. Mit navneskilt er der ikke længere, ikke engang inden under et af de andres. Mit verdenskort med alle drømmene hænger her ikke længere. Men tak alligevel, Hammerhusvej, mit ungdoms klubværelse.
Nu køre jeg hjem. Hjem til min familie og opvarmer aftensmaden fordi besøget ’hjem’ til Aarhus tog lidt længere tid end beregnet.
Seneste kommentarer