Speltmor – vi gør det så godt vi kan!

En aften med humoristiske og selvironiske fortællinger om at være mor.

Ja, ja, ja… Vi gør det alle sammen så godt vi kan, det der med at være mor.
Der findes mange forskellige slags mødre. Vi har alle vore mærkesager og holdninger og det er jo vigtigt! Men indimellem kan vi bare godt komme til at snurre lidt rundt om os selv.
Jeg er en selvhøjtidelig vegetar, som elsker bacon. Jeg spiser kun chokolade i smug, og vil til en hver tid benægte mine besøg på Mac. Donald.
Jeg er en Speltmor! Hvad er det? Mor – det ved de fleste hvad er. Spelt er en kornsort, som for nogle år tilbage blev vældig moderne, muligvis sundere end alt andet, men det er svært at bevise. Nogle mener, at kornsorten er gammeldags og burde bare være udgået – det samme gælder muligvis Speltmødre. Jeg er en Speltmor og det er jeg stolt af! Men…

… hvem kender det at man, efter en sommerferie, hvor børnene både er blevet stimuleret /inspireret/dannet på naturhistorisk museum, kunstmuseum, med koncerter, naturoplevelser, teaterforestillinger og sanselegepladser, med stolthed sender børnene velfriserede tilbage i friskolen? Læreren beder dem tegne det bedste fra sommerferien. Her ser Speltmoderen straks muligheden for, at hendes børn kan være en stor inspiration for både de andre forældre og børn. Hvilken grimasse finder man så frem, når det ene barn tegner en is ….. og den anden et tv…..

Et morsomt indlæg, som ingen løsninger giver. Kom og grin lidt af andre, men mest af dig selv, når familielivet ikke blev helt som vi havde forestillet os.

Undervejs er der uddrag af bogen “Barselsbetragtninger – to mødre malker ud”

Varighed Ca. 1 time.

 

Foto: WEBBERIET

Jeg har haft glæden af at holde et arrangement med Bolette Elvstrøm i min egen stue. Bolette underholdt mødre om det glædelige, sjove og fuldstændig omvæltede liv man får, når man bliver mor, og når man har været mor i nogle år. Sjove refleksioner over kontrasten mellem vores forventninger til os selv og vores børn og virkeligheden, som ofte kommer til at se ganske anderledes ud.

Arrangementet var godt krydret med friske sommerferieeksempler fra museer, forhandlinger om skærmtid og andre episoder som vi alle kunne spejle os i. Samtidig var der lagt op til dialog i flere omgange, så vi som deltagere havde en følelse af samhørighed med hinanden.

Der blev grinet enormt meget den aften og jeg kan varmt anbefale Bolette og hendes kærlige og bramfrie måde at nå andre kvinders/mødres hjerter på.

Venlig hilsen
Lone F. Robinson

Bolettte er en meget nærværende og gribende fortæller!
Hun formår levende at beskrive daglig dagens udfordringer og problemer, med et glimt i øjet!
Man bliver let inddraget i hendes fortællinger, da de lægger så nær på ens egen hverdag!
Bolette giver smil og hjertevarme igennem hendes fortællinger!

Elisa Emma Egsgaard

Personlig træner, mor til 2

Tryk her hvis du er interesseret i et foredrag.