Jorden er ved at blive overbefolket af mennesker, men jeg synes den er underbefolket af blaffere. Der er simpelthen alt for få blaffere på landevejen, ved motorvejene, i mit liv generelt. Men nu, nu står han der, den unge mand med armen ude og tommelfingeren oppe.

Jeg blinker, kaster bilen ind i nødsporet på motorvejstilkørslen ved Skanderborg V, rykker lidt rundt på tasker, forbereder børnene og smiler, for nu står han her ved døren. ”Hej, hvor skal du hen”. Vi skal til Vejle og han skal mod Odense. Liftet er fint for begge parter. Han sætter sig ind på passagerforsædet.  Vi må køre sædet lidt tilbage så både lange ben og taske kan være der. Han smiler og hans rødlige skæg følger mundens bevægelser. Vi giver hinanden hånden, jeg præsenterer mig selv og børnene på bagsædet og blinker så ud på motorvejen igen. Han har lidt for meget parfume på til min smag og har måske en snert af astma, for han trækker vejret gennem munden. Han er en lys ung mand midt i tyverne. Nu sidder han her inde i vores bil den næste lille tid, så nu er det bare at gå på opdagelse i dette menneske og hans univers.
Andreas, som han hedder harlige været på besøg hos sin kæreste og skal nu hjem til Odense. Børnene på bagsædet snakker lidt med indtil det bliver dem for kedeligt og de lægger sig til at sove. Snakken på forsædet køre derudaf og inden vi når Ejer Bavnehøj er vi kommet til emnet religion.
Andreas er et kristent, troende og udøvende menneske. Jeg er… ja øhh.  Jeg tror på at der er noget der er større end mig selv, måske mest fordi jeg ellers ville være bange for det store ansvar. Jeg er kulturkristen eller en  buddhistturistspirituelt søgende. Jeg er et lejlighedsudøvende menneskeJeg har gået i søndagsskole som barn, men det var vist mest for at få sølvstjerne og de små fine bøger. Jeg har gået Camino’en og mediteret i Dahlamsahla for at håndtere livsudfordringer. Men Jeg har aldrig rigtig valgt til og fra – men det har Andreas.
Andreas har givet sit liv og hjerte til Apostolske karismatisk kirke. Jeg troede mest det var mennesker der kunne være karismatiske, ikke bygninger og kirkelige samfund. Andreas må forklare sig. Jeg forstår stadig ikke det han siger men jeg nyder hans lidenskab og hans glæde for kirken. Jeg spørger ind til hvad kirken står for og hvad det betyder for hans liv. Han forklarer omkring voksendåb og om at tale i tunger ”Det er en gengivelse af guds ord som ham den onde ikke kan forstå.” Min nysgerrighed er vagt og jeg må spørge ind. ”Kan du det? Kan du gøre det lige nu og her? Kan alle det?” Jeg prøver at forstå hvad det er ved at finde noget jeg kender som jeg kan sammenligne det med. Min søster kan kanalisere beskeder ned  fra universet. ”Er kanalisering eller clairvoyance det samme som at tale i tunger? ”Det er nok ikke helt det samme.” forklarer han ”…men alle kan i princippet tale i tunger”. Andreas mener at alle som er døbt og frelst kan. ”Hvordan bliver man frelst? Kan du frelse mig?” spørger jeg. Han begynder nu en længere forklaring endda med kildehenvisninger. Jeg har altid syntes det var lidt specielt når bibelkyndige battle´r citater med kildehenvisninger. Andreas forklarer omkring velsignelsen, om Helligånden, om at give sit liv til gud, om at tro på at Jesus døde på korset for mine synders skyld. Jeg vil egentlig gerne velsignes og noget af det han forklarer kan jeg sagtens stå inde for – andet af det kan jeg ikke helt gå med på, måske er mit ego for stort eller måske er det for lille.

Jeg spørger ind til hvad det vil sige at give sit liv til Gud og leve efter hans vilje. I spørgsmålets formulering kan jeg høre mine egne fordomme omkring det fromme liv. Jeg  fremkalder et klaustrofobisk minde om et ellers fantastisk buddhistisk retreat ophold. Under opholdet måtte vi ikke sidde på stolene, fordi vi skulle lære at give afkald på materielle ting. Jeg synes det var tåbeligt. Muligvis fordi jeg ikke forstod det, muligvis fordi jeg ikke var klar til at forstå det, muligvis fordi det var tåbeligt. ”Men Andreas må du godt drikke og danse og hvad med den kæreste må du godt overnatte hos hende?” Igennem motorlyde, vognbaneskift og orienteringer i spejlene lytter jeg til et fornuftigt dejligt og frit ungdomsliv uden alt for mange begrænsninger men med mange overvejelser. Han er leder for en ungdomsafdeling og han vil gerne være et godt forbillede, men ellers er han ret afslappet. ”Gud har jo ikke sagt at mennesker skal leve som slaver i et bur – og hvis jeg er i tvivl, så kan jeg jo bare spørge ham.”
”Hvad! Kan du sådan bare lige spørge Gud om noget? Kan du høre hans stemme hele tiden?” Det kan Andreas. ”Hvad siger han så lige nu?” Jeg er nødt til at udfordre ham. ”Han siger: Hej Andreas du ser godt ud i dag” Andreas smiler. Jeg griner, måske lidt for højt. Kan det virkelig være rigtigt. Hvis ja, så er det da for fantastisk. Tænk hvis jeg hver morgen kunne høre en stemme: ”Hej Bolette du ser da godt ud i dag. Jeg ved du er med til at gøre verden til et endnu bedre sted at være. Jeg skal nok føre dig hen til en masse gode mennesker. Og så til det mere praktiske: Du skal dreje til venstre nede ved Brugsen, for der er vejarbejde til højre. Og så skal du skal lige huske at købe mælk. Det bliver en god dag. Godmorgen!”
Jeg kan virkelig godt se fordelene i det her. Synes du ikke at du er heldig Andreas, at der altid er en i nærheden af dig? du er jo aldrig alene. Andreas synes ikke at heldig er det rigtige ord, han føler sig velsignet. ”Jeg bruger Guds stemme til at høre hvilken vej jeg skal gå. Han hjælper mig med at føre mig de rigtig steder hen.” Andreas fortæller om en rejse til Frankrig hvor Gud var med hele vejen. Jeg tænker at det da må være vidunderligt at have en alvidende guide i livet. Men er det ikke bare vores indre stemme vi skal lære at lytte til? Er det ikke vores intuition? Eller at det alt sammen bare noget uselvstændigt vås?

Han voksede op med mor Anette, far Hans og hans søskende som alle er aktive i det kristne miljø. En periode i sit liv hvor han ikke var tilknyttet kirken, gav han den gas i nattelivet. Det lyder for mig som et klassisk ungdomsopgør. Nu har Andreas valgt det kirkelige fællesskab og levevej til igen. Det er så tydeligt for mig, at han var en del af et stort og omsorgsfuldt fællesskab i sin kristne opvækst og miljø, et forpligtigende fællesskab. Et fællesskab jeg altid har misundt når jeg har mødt et sådan. Men når jeg har nærmet mig det, synes jeg er det blev lidt for selvhøjtideligt og helligt og så får jeg klaustrofobi. Jeg får altid lyst til at råbe ”pik, pik, pik”. Jeg er vist ikke helt kommet mig over mit eget ungdomsoprør!
”Jeg tror måske mest på, at det guddommelige er i kærligheden imellem os mennesker” famler jeg.Størst af alt er kærligheden.” siger Andreas. ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Størst af dem er kærligheden. Paulus’ Første Brev til Korinterne” Jeg halter lidt med som et ekko. Jeg kender godt tekststedet, for jeg brugte det engang i en teater forestilling. Vi smiler og er stille et øjeblik.

Vejle S nærmer sig. Hvor var det godt jeg mødte Andreas, han gjorde min køretur så let og åbnede døren ind til et helt andet univers end mit. Vi er helt enige om at det var meningen at vi skulle mødes. Om det var Guds stemme, intuition eller kærlighed imellem mennesker det har jeg ikke noget behov for at vi bliver enige om. Han tvivler ikke – men det gør jeg. Debatten om det er godt eller skidt med tvivl nåede vi ikke til. Jeg tror på at Andreas har fundet det rigtige for ham i livet og jeg misunder ham lidt for det. Jeg blinker ind til siden og Andreas takker for liftet og børnene mumler noget fra bagsædet.
Det var så sjovt at møde Andreas jeg blev så fyldt op af nysgerrighed og nye tanker at jeg her bagefter ikke kan huske hvordan han så ud. Jeg tror ikke jeg vil kunne genkende ham hvis jeg mødte ham på gaden, eller måske vil jeg kunne se ham i mange. Men der var nu meget glæde og kærlighed i ham…. Det var vel ikke ….?

Tryk her hvis du er interesseret i et foredrag.

 

Foredrag med Hverdagsturist