Der er ti sider tilbage af bogen. Vi holder næsten vejret. Godnathistorien – det sidste indtryk inden søvnen tager over og lader drømme bearbejder dagen, livet og alle dens valg. Mine piger ligger helt stille i sengen. Jeg læser langsomt. Trækker spændingen og fortællingen ud over tid. Momo. Klare Momo den? Vil hun vinde over tidstyvene så de ikke overtager verden inden timeblomsten visner. Tidstyvene, beskrevet af Michael Ende i 1973 som grå mænd, der lever af kold cigarrøg. Cigarerne er rullet af hver enkelt menneskes smukke timeblomster. De lever af tid, tid som de har stjålet uden at menneskene opdagede det.

Jeg læser så langsomt at mine tanker når at svømmer hen til et forældremøde hvor mødre hurtigt kunne blive enige om, at den største udfordring er de alt for få timer i døgnet.

Hvordan er det blevet sådan for os mennesker og ikke mindst børnefamilier i Danmark i 2018? Er det fordi vi elsker så meget ved livet at vi kommer til, at mase alt for meget ind af det. Er det fordi vi ønsker kapital til både hus, rejser og pensionsopsparing. Måske fordi vi både vil have et spændende job, være intellektuelle og kunstnerisk inspirerede, have en veltrænet krop, være en dejlig kæreste og så skal vi selvfølgelig være nærværende, opdragende og overskudsagtigt i et elskeligt møde med vores børn… når de altså ikke er inde i et ”børnedepot” som vores institutioner bliver kaldt i bogen. Og det vigtigste er, at det hele og meget mere skal ske imens vi er imellem 30 og 40 år

Momos timeblomst er stadig kraftfuld.

Det er er jeg ikke. Jeg er ramt af bogens budskab. Jeg er et elendigt forbillede for mine børn. Fjern dem – red mine børn og sæt dem på en anden planet. Tidstyvene med deres kolde grå cigarrøg har overtaget mit liv. Jeg kan mærke det på mine spændte skuldre under de LOGISTIKMØDER som er kommet ind i vores PRIVATE familie for at få næste uge til at lykkes.

Jeg fascineres klart mest af mennesker som kan få ting til at ske. Dem som er fyldt med power og handlekraft. Men jeg tager mest med fra møder med de mennesker som er i ro og formår at skabe nærvær. Som f.eks den gammel Nordjyske skoleleder Jens.
Jens havde altid tid til en kop kaffe, han satte sig ned og så mig i øjnene når jeg kom med noget på hjertet. Han er ligesom Momo. Hun kan noget helt fantastisk, hun kan lytte. Hun siger ikke noget, hun lytter blot og venter på at de selv finder frem til det de skal finde frem til ved deres problem.

På en fortælleworkshop udbrød en mand; ”Hvor er det vidunderligt at være her for her er der nogen der har tid til at høre min historie. Er man først rigtig nogen når nogen har tid til at høre ens historie? Er tid det vigtigste vi kan give til hinanden?

Tid, Blomstens ene kronblad er ved at falme og tidstyvene er lige i hælene på Momo.

Refleksion og drømme kræver tid. Tid hvor vi kigger ud af vinduet, intet ser men lader os rive med af stilheden.
Vores børn og ungdom, hvad er det vi viser dem med vores liv? Hvordan kan de spejle sig i os og skabe plads til ro, til refleksion og rum til at skabe kerne? Hvor kan de som frie menneske trække sig tilbage fra livets travlhed for at filosofere? Hvad er det gode liv? Hvad er det vi stræber efter? Hvordan bør man opføre sig som menneske. Men hvad hvis vi ikke giver os tid til at drømme, tvivle og have livskriser? Hvad hvis vi  handler os ud af kriserne? Hvis vi fikser kriserne og tror at livet først starter bagefter.

Tiden, som engang var elastisk og blev styret af solen, dagens og årets cykliske gang. Tiden som for første gang fik en lyd ved kirkeklokkernes kalden for at samle menigheden. Tiden som igennem urets mekaniske og nu digitale udvikling blev en adfærdsregulerende mulighed og magt til socialiseringen, effektiviseringen, industrialiseringen. Tiden som nu er blevet så styrende, så adfærdsregulerende, så tyrannisk at afvigelser bliver målt i sekunder – hundrededele af sekunder – nanosekunder med 10 decimaler.

I morgen tidlig, efter at natten har bearbejdet mine indtryk og skuldrene er faldet ned på plads, så aflevere jeg igen mine børn i børnedepotet. Jeg klare mine egne arbejdsopgaver, får det til at passe ind med noget hentning, aktiviteter, aftensmad og sociale medier inden dagen slutter med et lille opsummerende logistikmøde med min mand.

Urets enestående evne til at disciplinerer os får os til at overvåge os selv og agerer vores egne fangevogtere – faktisk er vi så tidsbevidste, at vi kun kan fjerne fokus fra uret ved at hoppe faldskærm eller gå en Camino i Spanien.

Men jeg er en bangebuks, jeg tør ikke stige af toget, råbe ud til verden at jeg har tid nok, og jeg er glad for det. For jeg er bange for, at være en taber der ikke vækster, fordi jeg ikke er der hvor hjulene går allerhurtigst. Jeg tør ikke at holde mine børn hjemme fra depotet, for der er ikke andre børn de kan lege med. Det er ikke tidstyvene som har taget min tid. Jeg har solgt min sjæl for en identitet som et travlt menneske, en der er noget.

Til forskel fra mig så klare Momo kampen mod tidstyvene. Jeg ville ønske jeg var modig som hende for så ville min familie i morgen vågne op til den verden som Michael Ende beskriver sådan her:
”… Børnene legede midt ude på gaden og bilisterne, der måtte vente, kiggede smilende på, og mange steg ud af deres biler og legede simpelt hen med. Overalt stod der folk, som sludrede venligt med hinanden og spurgte udførligt til hinandens befindende. De, der skulle på arbejde, havde tid til at glæde sig over blomsterne i vinduerne eller fodre en fugl. Og lægerne havde nu tid til at tage sig omhyggeligt af deres patienter. Arbejderne kunne arbejde stille og roligt og glæde sig over deres værk, for det drejede sig ikke mere om at producere mest muligt på kortest mulig tid. Enhver kunne tage sig al den tid han havde brug for og ønskede at bruge, til alle mulige ting, for fra nu af var der jo tid nok til det hele.”
Tak til Michale Ende, for en god men også revsende godnathistorie.“Fordi tid er liv, og livet bor i hjertet.”

Tryk her hvis du er interesseret i et foredrag.

 

Foredrag med Hverdagsturist