Solen er begyndt at skinne igen, men det opdagede jeg først i går. Vinteren har været lidt tung og mørk. Lysstrålerne kunne ikke nå mig under min influenzafugtige og tunge dyne. På stationen sætter jeg mig i solen og suger den ind i håbet om at 17 min. ventetidssol vil tage vinterens gråblå skær fra mit ansigt og give mig energi.

Jeg er på togtur ud i verden for at fortælle historier om, at være hverdagsturist. Jeg er glad og glæder mig til at møde publikum. At vise det frem jeg har tænkt ved skrivebordet. Men for at form og indhold hænger sammen, så må jeg jo tale med menneskene på min vej.

Da jeg kommer ind i toget bliver jeg draget mod venstre for derinde står en flok hyggelige damer. Det viser sig, at det er en flok gamle sygeplejersker der har kendt hinanden gennem de sidste 35 år. De har arbejdet skulder ved skulder igennem mange nattevagter men lige nu er der ingen kaldende alarmer og medicinskemaer, nu er de fri og vil ud og give den gas. Jeg sætter mig ved vinduet i båsen bag dem. På den anden side af gangen sidder en mand. Han skæver lidt til damerne. Han er ikke en del af gruppen.

Han er en kraftig mand med kasket måske godt 55 år. Han har en pladsbillet: Hobro – Høje Tåstrup. Hvad er hans historie? Hvad skal en mand fra Hobro i Høje Tåstrup? Jeg prøver at få øjenkontakt med ham. Han er mere optaget af Horsens by. Har han en relation til Horsens? Er det fængslet? Er det børneteaterfestivalen? – eller er det en moster? Moster Hanne fra Horsens?

En af de livlige damer har sat sig på en kuffert i midtergangen for, at være en del af fællesskabet. De skåler i den medbragte portvin. Damen på kufferten vælter til stor morskab – ingen bliver bekymrede der er nok sygeplejersker tilstede. Jeg får øjenkontakt med manden overfor. Kom så Fru Hverdagsturist sig nu noget til ham!

I Vejles tilsneede fjordkant ser jeg en fastfrossen bold, en rest af efterårets leg.

Det ender med at jeg simpelthen bare går over til ham og spørger ham om han vil snakke.

Hej.

Hej.

Jeg kan nu høre på dialekten at dette er en returrejse. Det kan godt være denne mand har en moster i Horsens, men har han helt sikkert boet længere tid i Høje Tåstrup end i Hobro. Rejste han som ung hjemmefra med tasken fuld af drømme og kom aldrig tilbage? Rejste han væk fra noget eller ud til noget?

Har du lyst til at snakke lidt?

Nej ikke rigtigt.

Det er bare helt i orden.

Tak.

God rejse.

God rejse til dig også.

 

Afvist på høfligste vis!
Jeg sætter mig tilbage. Tilbage til Fb, det er nemmere – og det er vel egentlig lige præcist det Fb er, nemt! Jeg får mig en lille lykkerus, fordi 3 har ’liket’ mit opslag.

Sygeplejerskerne har en fest. Der er både portvin, kaffe og hvidvin. Deres interne relationer, deres fortid, kan høres i deres replikker. Jeg er i teatret, jeg kan bare læne mig tilbage og lade mig underholde. Hvordan ville mine replikker lyde i sådan en flok?

Snoghøj stråler om kap med vandet i Lillebælt. Jeg har altid syntes at vandet her var så smukt, velvidende at der er temmelig kraftig strøm de smalle steder.

En mand står på og spørge om han må sidde ved siden af mig, selvfølgelig må han det. Han smiler. Han vil gerne snakke men inden vi kommer i gang ringer min telefon.
Det er min mand der har en besked. Min datter vil også lige snakke. Hun laver en uendelig lang pølsevits og er tydeligvis ikke interesseret i at afslutte samtalen. Da det alligevel lykkes mig efter mange forsøg, smiler min medrejsende igen. ”Har du også børn?” svarer jeg hans smil. Det har han, og han viser straks et billede på sin telefon af hans to børn. Vi er i gang. (”Har du også børn”? Den er sikker hver gang).
Dette møde foregår på et dansk, som både han og jeg skal koncentrere os om. Han er fra Damaskus og han viser billeder af byen pyntet op til jul. Jeg spørger om han var der i julen. Han afviser, nej det er flere år siden han var der sidst.

Han er syrisk journalist og han forklarer, at han har skrevet om både den ene og den anden side af magten derfor kan han ikke komme tilbage til landet. Han har været i Danmark i et par år og er nu gået i gang med at tage en slags læreruddannelse. Han vil lære det danske sprog og vendinger. Han vil lære den danske tankegang. Han har lyst til at få Danmark ind i sit hjerte, hvor der i forvejen er et miks af muslimske og kristne værdier. Hans børn er også kommet til Danmark.
Jeg spørger til hvordan det går med krigen i Syrien. Jeg synes det er kompliceret og håber på, at hans forklaring kan være en dåseåbner til forståelse af konflikten. Så vidt jeg forstår ham, så siger han at krigen har udviklet sig til en international krig. Der er så mange udefra kommende parter, at det bliver utrolig svært at stoppe krigen igen.
Men hvad er det der driver parterne ind i krigen? når jeg at tænke mens han viser sin billet til kontrolløren, som har skiftet billetklipperen ud med en smartphone, mens jeg kørte en tur i bil med autostole. Han forklarer videre, at Syrien er verdens hjerte, og den som vinder Syrien vinder verdensfreden og verdensmagten. Jeg kan mærke at han stadig har et stort hjerte for sit hjemland. Jeg spørge om han vil tilbage når krigen er forbi. Han ryster lidt tungt på hovedet. Han ved ikke hvornår krigen er forbi, det har lange udsigter. Nu har han fået sine børn hertil og de trives i skolen. Jeg spørger, om han ikke kommer til at savne sin familie i Syrien. Til det forklarer han, at hans mor er i Tyskland, en søster er i Canada og et par brødre i Asien. Hans familie er spredt ud over verden, så af den årsag vil det ikke give mening at flyttet tilbage til Syrien.

Når jeg høre sådanne beretninger kommer jeg igen, igen til at tænke på ideen om, at det er de stærkeste som må tilbage og bygge landet op igen. Men jeg kan sagtens forstå problematikken i at skulle rykke familien op igen om et uvist antal år – og hvilket land er det de kommer tilbage til. Hvilken fremtid er der for hans børn der? Ville jeg gøre det med min familie?

Han står af toget og Storebælt kommer til syne. Broen og tunnelen er et vildt byggeri. Et projekt der er blevet drømt om i så mange år, inden det blev bygget. Igangsat af ekstremt visionære folk og udført af utrolig mange timers vedholdende arbejdere. Jeg lytter for tiden til romanen ’LykkePer’ af Henrik Pontoppidan. Historien om præstesønnen som rejser ud i verden med sit projekt om at lave kanaler i hele Jylland og bruge bølgernes kraft. LykkePer er visionær. Han ønsker at tage afstand til sin familie og alt det gamle, han ønsker at være det nye. Han ønsker, at indtage en ledig trone og smykke sig med berømmelsens forgyldte tornekrone. Men hvad er det som driver ham? Anerkendelse? Stolthed? Had? Religion? Ungdommens vildskab?
Hvad driver resursestærke mænd og kvinder tilbage til et sønderknust land for at bygge det op? Nationalfølelse? Ære?
Hvad driver mig? Er det den store kamp for at være blevet til noget, trods det jeg kommer fra?
Jeg hørte engang en meget driftigmand sige, at han satte store ting i gang, for at hans børn og børnebørn med stolthed kunne fortælle om og vise bygninger frem, som han havde bygget.

Propperne i ørene forstyrrer mine tanker, og minder mig om hvor langt vi er under havoverfladen.

Det ledige sæde bliver nu besat af en ung pige som læser til pædagog. Hun vil gerne gøre noget for børnene, for vores fremtid. Det er en spændende snak. Hun fortæller sin historie baglæns. Sjovt nok, så viser det sig, at vi kommer fra samme by. Vi har forskellige vinkler på vores hjemstavn. Hun har en stolthed i stemmen når hun fortæller om byen, jeg vil højest kunne frembringe lidt nostalgi. Hun synes at byen er skøn, at der er vækst og et foreningsliv som gør en hel masse godt. Jeg vil ikke kunne overskue at flytte tilbage. Jeg sender en hurtig tanke til Syrien. Jeg er flygtet fra min hjemstavnsby ligesom ’Per’.

Pigen overfor mig, er rejst ud for at prøve og lærer noget nyt og så rejser hun sandsynligvis tilbage igen. Jeg kan mærke jeg er nød til at høre bogen færdig.

Inden mit skift til de hvinende S- tog, når jeg at høre et halvt kapitel af min bog. Han er stadig på vej op den gode Per, på vej mod lykken. Bliver der mon langt at falde? Hvor står jeg selv henne? Er jeg på vej op eller ned, ud eller hjem?

Nu er jeg er femme. Jeg står af toget. Min fod glider på perronen, der er is under sneen. Jeg mister fodfæstet et øjeblik. Bliver jeg klogere i mødet med andre, eller bliver det hele mere kompliceret, en kompleksitet som kan ende i retningsforvirring. Hvad er det der driver os ud i verden og hvad er det som driver os hjem? Jeg har en åben returbillet i tasken, så må vi se.

Tryk her hvis du er interesseret i et foredrag.

 

Foredrag med Hverdagsturist