Den ande dag oprettede jeg en FB side til min Hverdagsturist. Da jeg havde indviteret de første 40 til af følge siden, var der en meget venlig sjæl, som gjorde mig opmærksom på at der mangler et ”R” i hverdagsturist. Jeg gik i panik, jeg er blevet ramt på et af mine største usikkerhedspunkter.

Janteloven ånde mig ikke i nakken – den skreg mig ind i hovedet. Hvordan tror du, at du kan tillade sig at skrive, når du ikke engang kan stave!!!!
Og jeg kunne ikke finde ud af at rette det på siden – hvor var den funktion? Paniksved – er der nu ingen der vil læse min blog, jeg er bare en useriøs taber?

Det satte tanker i gang omkring min selviscenesættelse. Jeg er i bund og grund vældig uperfekt men jeg bruger mange kræfter på at skjule det!

Jeg er en grad af ordblind …. ordblid. Jeg fik lydterapi og gik i støttekalsse da jeg var barn. Vi har det i familien på min fars side. Min farfar og far kunne ikke engang skrive et brev. Flere fætre og mine søstre er som jeg grader af ordblind. Min mor satte diverse tiltag i gang, men hun tvivler stadig den dag i dag på, om hun gjorde nok. Min studievejleder på gymnasiet sagde ” Ja, ja det skal jo nok gå, du skal bare ikke vælge at blive lærer”.

Ydmygelsesoplevelsen på universitetet” sidder i min krop. Den dag da en af mine undervisere på teatervidenskab, som jeg ellers var meget glad for sagde: ”Man må da gerne læse opgaven igennem inden man afleverer den! Man kan jo f.eks prøve om der mangler et r med ”spiseprøven.”” Han sagde det hoverende, temmelig irriteret over opgavens mange gramatik og stavefejl – og det forstyrrede hans læsning.
Han skulle bare vide, hvor mange gange jeg havde læst opgaven igennem.

Så gik jeg igen, igen, igen på gramatik kursus. Denne gang på universitetsniveau – lige indtil jeg gik grædende derfra. Er det det jeg vil bruge mit liv på?

Fornygelig mødte jeg en far, som stod med en teoribog omkring orblindhed. Hans datter er en grad af ordblind. Jeg blev nysgerrig på, hvilke tiltag havde de gang i?

Han talte meget åbent og ærligt omkring udfordringerne med hans datter. Det var tydeligt at det det var noget der fyldte i deres familieliv. Bl.a. konflikten omkring lektier. Moderen der gerne vil have fokus og datteren der hele tiden skulle pille ved noget. Men også hvordan det påvirkede hendes adfærd og relation med andre. I beskrivelsen kunne jeg genkende en masse – hvis ikke ved mig selv, så ved historier jeg har hørt fra andre forældre.

Vi forældre, vil så gerne fjerne de store steen på vores børns vej. Men skal vi det? Er det ikke bare en forstærkning af en ambition og ønske om at være fejlfri. Vi omgås eller skjuler vores svagheder så god vi kan. Kommer det fra samfundet, fra medierne eller kommer det fra os selv?

Hvis du er tyk så skal du nok ikke lige gå ikke stramme kjoler. Hvis du er fattig så prøv i det mindste at være ren og pæn. Hvis du er ordblind så skriv ikke, find på noget andet du er god til. Sandemose skriver i ”En flygtning krydser sit spor”meget rammende om vores frygt for at bliver afsløret i vores svagheder. Angsten som kan fylde hele ens liv: At det de andre ved om dig, vil blive brugt imod dig på grimmeste vis.

Min tideligeres chef, sagde klogt til sine elever når de kom med en personlig udfordring (f.eks spiseforstyrelser, angst, ordblindhed) ”Du er så meget mere end det, vær ærlig omkring det, for det er ikke hele dig.”

Fra innovations verdnen er et mantra ”Fejl fejl, fejl – hvis du ikke fejler, så er det fordi du ikke satser hårdt nok. Der sker fantastiske ting ved fejl. Det gør der for øvrigt også når du er ordblind – man kommer de vildeste og morsomste steder hen i Danmark når man læser byskildte. Der skal også nogen gange meget ukendte ting i madopskrifter!

Men er vores sanfund til fejl og svagheder? Kan vores samfund rumme tvivl, sorg, usikkerhed, konkurser og alt det andet som er i livet udover lykke, suces og flow?

I relationer er der først tillid og samhørrighed, når vi deler vores skrøbelighed. Vendskaber bliver først til vendskaber når man giver så meget af sig selv, at man viser sin skrøbelighed, beder om hjælp eller støtte. Indtil da er det bare overskuds, professionel hjælpsomhed og interesse. En bekendt, Gudrun Hasle, laver masser af kunst om ordbindhed – med al den skrøbelighed og smerte det bærer med sig. Det er meget udbasionerende og inspirerende. Men det får mig også til at stille spørgsmålet, hvornår ender vores svagheder i patos og offerfastholdelse?

Form og indhold må hænge sammen.
Denne blog er ikke rettet igennem af andre og stavekrontrollen er slået fra. Alle stave og gramatik -fejl er hjemmelavede. Så hvis der mangler nogle r og kommaer og det har forstyret dig, så er der nogen her r,r,r, R,r, r.
G og K kan du også bare bytte om på efter behov.

Tryk her hvis du er interesseret i at skrive en mail og høre nærmere omkring et foredrag.